Søg

Poul Thøis Madsen: Hvor godt er vores journalister klædt på til at kunne dække økonomiske spørgsmål?

Opdateret: aug. 26

Gæsteindlæg af Poul Thøis Madsen, Ph.D. og lektor ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.



Jeg er blevet bedt om at forholde mig til spørgsmålet i overskriften. Det er på mange måder oplagt at spørge mig om det. Dels har jeg igennem flere år forsket i det spørgsmål, dels underviser jeg journaliststuderende i økonomi. Dertil kommer, at journalisters manglende forståelse af økonomi har været en ledetråd for mig i såvel forskningen som i undervisningen.

Ikke desto mindre skyder spørgsmålet noget forbi. Det er ikke længere det, som er hovedproblemet ved økonomidækningen i Danmark. Problemet har skiftet karakter; problemets forvandlingsevne kan man kalde det. Fordi økonomi er blevet en ret indviklet og teknisk disciplin, så er det i dag stort set kun uddannede økonomer, der fungerer som økonomiske journalister. Det har ført et nyt problem med sig i en dansk sammenhæng: Økonomiske journalister tegner den virkelighed, som vi lever i bl.a. gennem interview med økonomer, som de deler verdensbillede med, da de stort set alle er nykeynesianere (se boks).

Infoboks: Nykeynesiansk teori Essensen i nykeynesiansk teori er, at det på kort sigt er udviklingen i efterspørgslen for økonomien, nationalt som internationalt, der bestemmer, om konjunkturerne går op eller ned. Men på længere sigt går nykeynesianerne ud fra, at det alene er udbuddet af henholdsvis arbejdskraft og kapital, den teknologiske udvikling og den hermed forbundne produktivitetsudvikling, som bestemmer produktionen og væksttrenden. Eftersom keynesianere betoner efterspørgslens betydning, og neoklassikere udbudssiden, så formulerer nykeynesianerne det gerne som, at de er keynesianere på kort sigt, men neoklassikere på lang sigt. Det er en del af den nykeynesianske selvforståelse, at virkeligheden rent faktisk opfører sig keynesiansk på kort sigt og neoklassisk på lang sigt. For dem er det ikke en teori, men fakta. Ifølge deres paradigme.

Men er denne indforståethed et problem? Er økonomi ikke økonomi? Nej. Det nykeynesianske paradigme er klart dominerende – ikke mindst i Danmark – men det er kun ét blandt en række paradigmer, og det er hverken værre eller bedre end andre paradigmer. Problemet med det udsagn er selvsagt, at det også er et paradigmatisk udsagn, som nykeynesianerne heller ikke vil være enige i, da det er en del af deres paradigme at se deres teori, som værende andre teorier klart overlegen.

Der er imidlertid store problemer ved kun at trække på ét økonomisk paradigme. Selv den mest fordomsfrie nykeynesianer har blinde pletter og ubevidste antagelser, som journalister, der trækker på samme paradigme, selvsagt heller ikke ser og derfor heller ikke udfordrer. Lad mig illustrere den pointe med et konkret eksempel.

Et eksempel på en nykeynesianer: Jeppe Druedahl

En af de mindre dogmatiske nykeynesianere, som vi har herhjemme, er Jeppe Druedahl, adjunkt ved cand. polit. studiet ved Københavns Universitet. Han havde en analyse af coronakrisen i Information (Druedahl, 2020), d. 20.3.2020: ”Vi skal klare tre udfordringer for at undgå, at coronakrisen for alvor smadrer økonomien”.

Jeg kan ud fra mit udgangspunkt som politisk økonom tilslutte mig store dele af hans analyse, men der følger dog mindst to problemer med. For det første er det typisk for nykeynesianere, at de analyserer et problem som coronakrisen som et chok, der rammer en økonomi, som antages at have været i en vis balance, da krisen ramte.

Et alternativt og politisk økonomi-perspektiv så man udfoldet i Berlingske, d. 21.3.2020 af den indiske professor i økonomi Jayati Ghosh. Her bliver chokket set som noget mindre chokerende end hos Druedahl, fordi det anses at have ramt en verden, som i forvejen var i ubalance og derfor allerede led under en manglende efterspørgsel. I øvrigt især pga. den stigende ulighed ifølge professoren. Når Druedahl ikke ’ser’ det, så er det, fordi det er en typisk nykeynesiansk metode implicit at antage, at økonomien befinder sig i en form ligevægt, som så udsættes for et chok.

Et andet typisk nykeynesiansk bias ses i det følgende citat fra Druedahls kronik: ”I økonomisk teori viser det sig ofte, at regelbaseret politik er at foretrække fremfor ad hoc diskretionær politik”. For det første står der ikke nykeynesiansk teori, men økonomisk teori. Dvs. at Druedahl betragter nykeynesiansk teori som teorien. I bestemt form. Det er ganske kendetegnende for nykeynesianernes snævre teoretiske verdensbillede. Herfra deres verden går.

Hertil kan man også spørge, om det ikke er vanskeligt generelt at verificere, at regelbaseret politik er at foretrække. Er det ikke snarere en grundantagelse – en naturlig del af det nykeynesianske paradigme – i øvrigt kraftig inspireret af den monetaristiske kritik af den keynesianske teori? Og kunne det ikke tænkes, at coronakrisen netop udfordrer ’plejer’ og vores konventionelle visdom?

Pointen i min kritik af nykeynesianismen, her repræsenteret ved Druedahl, er ikke, at dens tilhængere nødvendigvis altid tager fejl eller er helt galt på den, men at de ville blive bedre økonomer, hvis de i højere grad var opmærksomme på, at de opererer inden for et bestemt paradigme. Det ville i højere grad tvinge dem til at udfordre deres egne udsagn. Der er givetvis omstændigheder, hvor regelbaseret politik er at foretrække, men hvordan ser de omstændigheder ud? Og hvad nu, hvis de omstændigheder ændrer sig – eksempelvis som følge af en coronakrise?

Men vigtigere er det, at vi erkender, hvor dyb en krise den danske og den globale økonomi er i. Både som følge af coronakrisen, men også som følge af de ubalancer, der allerede eksisterede på forhånd. Nykeynesianske økonomer kommer ofte med ret overfladiske politikforslag, som i bedste fald løser nogle kortsigtede problemer, men som ikke tager fat om nældens rod. Det kan få den konsekvens, at vi møder den næste krise med lukkede øjne.

Men hvad med de rigtige journalister, som interviewer økonomer?

Det hænder selvsagt stadigvæk, at journalister uden særlige økonomiske forkundskaber interviewer økonomer. Her har jeg tidligere ud fra brugen af to økonomer i medierne dokumenteret (Madsen, 2009), at den vigtigste konsekvens heraf er mikrofonholderi. Dvs. at økonomers synspunkter gengives uden kritiske modspørgsmål.

Men mod forventning så bliver journalistikken ikke bedre af, at journalisterne tænker på den samme måde, som de økonomer, som de interviewer. Altså ved at nykeynesianske uddannede journalistøkonomer interviewer nykeynesianske ekspertøkonomer. For stor enighed fører også til mikrofonholderi. Det er en af de store misforståelser vedrørende den økonomiske journalistik, at en dybere indsigt i, hvordan økonomerne på bjerget tænker, også giver en dybere og bedre journalistik. Det gør det ikke, hvis den teori, som man har fordybet sig i, er den samme, som ekspertøkonomerne ’tror’ på.

Men både rigtige journalister og økonomiske journalister har også problemer med, at faget er blevet så matematiseret, som det er. Jeg spurgte en gang en af landets førende økonomiske journalister, hvorfor han ikke i større udstrækning udfordrede de økonomiske vismænd, når han formidlede deres vismandsrapporter og andre analyser. Hertil var svaret, at selv om han var uddannet økonom, så var han ikke i stand til gennemskue det bagvedliggende analysearbejde så godt, at han også kunne forholde sig kritisk til det. Han kunne kun gengive deres resultater. Eller sagt populært: deres ligninger var for lange til, at han kunne formå at forholde sig kritisk til dem.

Løsninger?

Derved bliver den økonomiske journalistik, som bygger på enten interview af økonomer og eller gengivelse af deres analyser alt for ukritisk. Men sådan behøver det ikke at være. Hvis den pågældende journalist i stedet havde stillet modspørgsmål til vismændene ud fra et andet ståsted end det nykeynesianske, så ville han også have formået at udfordre dem mere. Lange ligninger eller ej.

I forlængelse heraf så har jeg tidligere argumenteret i Madsen (2009), at den økonomiske journalistik ville blive bedre, hvis journalisterne i højere grad stillede kritiske modspørgsmål. Og det kan man godt uden at være uddannet økonom. Man skal bare vide, hvad man skal spørge om. I Druedahls tilfælde kunne det være ved at spørge ind til det regelbaserede. Hvad er dokumentationen herfor? Men også: gik det virkeligt så godt med økonomien, da coronaen ramte os?

En tredje type af spørgsmål er som nævnt at stille spørgsmål med udgangspunkt i et andet og konkurrerende paradigme. I min undervisning af journaliststuderende lærer jeg dem tre paradigmer, og jeg opfordrer dem til at stille de nykeynesianske økonomer spørgsmål fra et neoklassisk og et keynesiansk perspektiv. I det her tilfælde ville det føre til et spørgsmål som: Hvad nu, hvis staten også er en del af problemet og ikke kun en del af løsningen? Fra et keynesiansk perspektiv ville man spørge ind til, hvorvidt der ikke var efterspørgselsproblemer før coronaen, og hvad med efterspørgslen efter krisen? Kan det overlades til markedet at genskabe den manglende efterspørgsel alene ved at rulle coronarestriktionerne tilbage?

Men det er ikke let at stå op mod den massive nykeynesianske konsensus. Man har lidt fornemmelsen af, at vi som folk i Danmark har stemt om valg af økonomisk teori, og at valget faldt på den nykeynesianske teori. Konsekvensen heraf er desværre, at alle andre teorier dømmes ude. Derfor kan jeg kun støtte hensigten med bloggen Rethinking Economics om at skabe mere pluralisme inden for økonomi. Det vil kunne styrke økonomers argumenter og gang på jorden – ikke svække dem. Samtidig ville demokratiet vinde herved.


Litteratur

Druedahl, J. (2020), ”Vi skal klare tre udfordringer for at undgå, at coronakrisen for alvor smadrer økonomien”, Information, 20.3.

Ghosh J. (2020), ”Coronakrisen vil udløse en synd­flod af gæld”, Berlingske, d. 21.3

Madsen, P. T. (2009). Økonomiske sandheder eller bare sjusket journalistik?: om eksperter og mikrofonholderi. Økonomi & Politik, 82(1), 50-59.

511 visninger

Hvem er Rethinking Economics Danmark?

RE:DK er et netværk for økonomer, studerende og andre med en økonomifaglig interesse. Foreningen arbejder for pluralisme på økonomiuddannelserne og i økonomifaget generelt, både teoretisk, metodisk og tværfagligt. RE:DK fremmer ikke nogen specifik teori eller ét politisk ståsted.

  • Facebook
  • Twitter
68686016_502471997184499_808842153440785