Søg

Post-Keynesianske stock-flow-konsistente-modeller: Perspektiver og begrænsninger

Af Mikael Randrup Byrialsen, lektor i økonomi på Aalborg Universitet


Post-Keynesiansk økonomi rummer et stort potentiale for at forbedre vores makroøkonomiske forståelse af, hvordan den reale og den finansielle del af økonomien påvirker hinanden. Post-keynesianske økonomer var blandt de få, som forudså finanskrisen vha. fokus på forbindelserne mellem den finansielle sektor og resten af økonomien (Bezemer, 2009). På trods af disse bedrifter, har såvel Luigi Pasinetti som Geoffrey Harcourt påpeget, at en manglende analyseramme som værende en af hovedforklaringerne på den manglende gennemslagskraft for de Post-Keynesianske økonomer.


Formålet med denne blog er derfor at præsentere et bud på netop sådan en analyseramme, der integrerer Post-Keynesiansk teori i en makroøkonomisk model[i]. I første omgang vil vi begrænse os til at give en historisk baggrund for modellernes udvikling samt at præsentere hovedprincipperne bag modellerne. Inden vi præsenterer de Post-Keynesianske Stock-Flow-Konsistente(SFC)-modeller, vil en kort præsentationen af det teoretiske fundament bag Post-Keynesiansk teori finde sted.



Post-Keynesiansk Teori

De Post-Keynesianske SFC-modeller tager afsæt i den Post-Keynesianske teoriramme[ii], hvilket bl.a. betyder, at den samlede økonomiske aktivitet som udgangspunkt er bestemt gennem efterspørgslen på såvel kort sigt som langt sigt i lighed med tankerne om det effektive efterspørgselsprincip. Dette princip beror på antagelsen om, at økonomien oftest er i en situation, hvor der er ledig kapacitet på såvel arbejdsmarkedet som kapitalapparatetsmæssigt. Arbejdsmarkedet og varemarkedet tilpasses sjældent gennem ændringer i priser og lønninger, men i stedet ved at produktionen tilpasses efterspørgslen gennem ændringer i mængden af produktion. Prismekanismen spiller derfor helt overvejende kun en tilpassende rolle på de finansielle markeder men ikke på varemarkedet.


Et andet centralt element i den Post-Keynesianske tradition er antagelsen om en eksplicit formulering af forskellige links mellem finansielle og reale variable, hvilket sikres gennem en antagelse om at såvel penge som finansiering har realøkonomisk betydning. Dette betyder, at fx kreditskabelse gennem teorien om den endogene pengeskabelse, kan påvirke den samlede efterspørgsel i økonomien.


I dette Post-Keynesianske univers er begrebet lang sigt ikke en deterministisk situation, men i stedet en langsomt ændret komponent af en kæde af kortsigts situationer. Dette betyder, at modellerne bliver sti-afhængige: tidligere beslutninger er afgørende for økonomiens fremtidige udviklings-sti. Modellerne opstilles i historisk tid, hvilket betyder, at det er forbundet med omkostninger at ændre de valg, der allerede er truffet i en tidligere periode. Usikkerhed udgør et centralt element i den Post-Keynesianske teori, hvilket betyder, at agenterne ikke kender fremtiden og baserer deres forventninger på baggrund af tidligere oplevelser. Fremtiden er ikke en statistisk skygge af fortiden, så derfor kan agenternes forventninger være fejlagtige i forhold til den faktiske situation. Agenternes adfærd i den Post-Keynesianske teori antages ikke at bygge på nogen form for intertemporal optimering i en mikrofunderet analyseramme, i stedet søger agenterne at tilfredsstille i forhold til fastsatte ’tommelfinger-regler’ (disse bliver af Wynne Godley omtalt som Stock-flow-forhold), fx rate mellem formue og indkomst eller udnyttelsesgraden af kapitalapparatet. På langt sigt, sker der en tilpasning, sådan at de ønskede ’tommelfinger-regler’ er opfyldt.


Eftersom Post-Keynesiansk teori ikke tager udgangspunkt i en konsistent generel ligevægtsmodel, der bygger på et velfunderet mikroøkonomisk fundament, kan valget af en modelramme, som SFC-modellerne siges at være et skridt tilbage mod en videreudvikling af de strukturelle makroøkonomiske modeller, der blev udviklet i de fleste lande op gennem 1960-1970’erne, dog med et væsentlige større fokus på de finansielle markeders adfærd og betydning for realøkonomien. Den efficiente markedshypotese bliver derfor forkastet og den finansielle sektor kan derfor rammes af ustabilitet og derfor direkte være kilden til en finansiel og økonomisk krise.



Arven fra Wynne Godley

I kølvandet på udgivelsen af bogen Monetary Economics: An integrated Approach to Credit, Money, Income, Production and Wealth af Wynne Godley & Marc Lavoie (2006) er der opstået fornyet interesse blandt Post-Keynesianske økonomer for at opstille makroøkonomiske modeller. I bogen indføres læseren først i metodologien bag modellerne, før en række simple modeller, der gradvist integrerer flere og flere relevante aspekter, præsenteres. Da Godley omtrent samtidig bliver anerkendt som the man who modelled the financial crisis 2008, vinder modellerne for alvor indpas blandt Post-Keynesianske økonomer. Selvom modellerne efterhånden er veletablerede blandt denne gruppe af økonomer, fremstår de stadig som værende ukendte for flertallet af økonomer.


Selvom Godley og Lavoie (2006) oftest nævnes som hovedreferencen for denne type modeller, så går den historiske baggrund for modellerne endnu længere tilbage i tiden. Oftest kobles historien sammen med udviklingen af nationalregnskaberne, hvor manglen på flow-of-funds-regnskaber i de tidlige nationalregnskaber får Morris Copeland til at stille spørgsmålet: ”When total purchases of our national product increase, where does the money come from to finance them” (Copeland 1949). Ligesom de daværende nationalregnskaber mangler opgørelser over transaktionerne på det finansielle marked, så ignorerer de daværende makroøkonomiske modeller ligeledes rene finansielle transaktioner.


I 1953 udfærdiger Richard Stone et nationalregnskab, der bliver indført i USA. Systemet tager ikke højde for Copelands kritik, hvilket leder til kritik af det daværende system for at gemme monetære og finansielle fænomener væk. Nationalregnskabet fra Stone kan således ikke viderebringe nogen information om strømmen af finansielle aktiver og passiver, der f.eks. muliggør, at opsparingen ikke ender ud i tilsvarende reale investeringer. På denne måde mangler en integration af strømme i den reale side af økonomien og den finansielle side. I 1968 bliver nationalregnskabssystemet dog ændret i USA, sådan at det nu tog højde for noget af kritikken fra bl.a. Copeland, (Godley og Lavoie 2006).


I 1970'erne og 1980'erne bliver behovet for en ny generation af makroøkonomiske modeller taget op af bl.a. James Tobin i USA og Godley i England, hvor Tobin i forbindelse med modtagelsen af Nobelprisen i 1981 fremhæver en række karaktertræk ved sin teori, som er nye i forhold til de daværende makromodeller, (Tobin 1982). Tobin er på dette tidspunkt en del af den såkaldte New Haven-gruppe, der hovedsaligt fokuserer på teorier om porteføljevalg inden for en neoklassisk tradition, (Godley og Lavoie 2006). I England, anvender Cambridge Economics Policy Group med Godley i spidsen modellerne til at diskutere såvel holdbarheden af forskellige udviklingstendenser i den britiske økonomi som en diskussion af det daværende britiske betalingsbalanceproblem. I 1983 stopper den offentlige økonomiske støtte til både Tobins og Godleys forskningsprogrammer, hvorfor aktiviteten inden for området ’opbygningen af makroøkonomiske modeller efter disse foreskrifter’ efterfølgende falder markant. Godley udsender dog samme år bogen Macroeconomics udarbejdet sammen med Francis Cripps, hvori deres metode præsenteres.


Op gennem 1990’erne arbejder Godley ved det amerikanske Levy-Institute på at opstille en empirisk model for den amerikanske økonomi efter samme principper. Godley påpeger selv, at modellen er simpel, men:

”has the merit of consistency, the accounting being watertight in the sense that everything comes from somewhere and goes somewhere, while all financial balances have precise counterparts in changes in stock variables." (Godley,1999,23).

På baggrund af de forskellige scenarier konkluderer Godley, at den amerikanske økonomi med overvejende sandsynlighed vil træde ind i en periode med stagnation før 2010.[iii]



Principperne bag modellerne

Hverken Godley eller Tobin anvender selv betegnelsen Stock-Flow-Konsistente (SFC)-modeller om deres arbejder. Denne navngivning kan i stedet tilskrives Claudio Dos Santos, der i sin PhD-afhandling anvender betegnelsen om denne type modeller.

Modellen opbygges som regel på baggrund af to centrale matricer: balanceopgørelsesmatricen og transaktionsmatricen, der illustrerer henholdsvis de enkelte sektorers beholdninger af forskellige finansielle og fysiske aktiver på et bestemt tidspunkt, og transaktionsstrømme på tværs de enkelte sektorer i løbet af en given tidsperiode. Disse matricer anvendes ved hjælp af nedenstående principper til at opstille det regnskabsmæssige fundament bag modellerne.


Principperne for udbygningen af SFC-modellerne til egentlige simulationsmodeller kan inddeles i to grupperinger: for det første opbygges modellerne omkring en konsistent struktur af regnskabsidentiteter. For det andet, skal modellen lukkes og agenterne gives en teoretisk begrundet makroøkonomisk adfærd.


For at sikre en konsistent regnskabsmodel, skal fire grundprincipper overholdes: i) stock konsistens, ii) flow konsistens, iii) stock-flow-konsistens samt iv) bogholderiprincippet.

En konsistent integration af stocks sikrer, at et finansielt aktiv for én sektor, automatisk udgør et finansielt passiv for mindst én anden sektor, sådan at den finansielle formue (netto) er lig 0.

Den konsistente integration af transaktioner bevirker, at alle monetære flows har en afsender og en modtager, hvilket fjerner muligheden for ’sorte huller’ i modellen: summen af enhver transaktion er derfor 0 henover hele modellen. Disse to betingelser sikrer således en ’horisontal’ konsistens i modellen.


Den samlede konsistente integration af såvel beholdninger som strømme medfører, at beholdningen af en given aktiv i slutningen af en periode kan skrives på formen:


Denne ligning kan anvendes til at forklare udviklingen i enhver beholdning i økonomien. Denne ligning kan således anvendes til at forklare, hvorledes kapitalgevinster er årsagen til, at husholdningernes formue kunne stige forud for den finansielle og økonomiske krise, trods konstant netto låntagning fra husholdningernes side i perioden.


Disse principper leder hen til sidste regnskabstekniske princip, nemlig bogholderiprincippet som optræder i det institutionelle nationalregnskab. Dette princip tilsiger, at enhver transaktion involverer fire ændringer: husholdningernes køb af et gode, udgør en transaktion fra husholdningerne og generer en indkomst for den producerende virksomhed. Samtidig medfører dette et fald i husholdningerne beholdninger af finansielle aktiver (eller stigning i beholdningen af finansielle passiver), mens virksomhedernes beholdninger af finansielle aktiver vokser tilsvarende.


Disse regnskabsprincipper sikrer således en makroøkonomisk model, hvor strømme og beholdninger udvikler sig over tid, sådan at udviklingen i nationalregnskabet gengives. Dette krav om konsistens opfyldes af langt de fleste makroøkonomiske modeller, hvorfor vi bliver nødt til at se på modellernes adfærdsrelationer for at forstå, hvorfor SFC-modeltypen afviger fra andre makroøkonomiske modeller. Inden vi ser på dette, skal vi først lige vende selve betegnelsen SFC-modeller.



Modellernes betegnelse

Netop betegnelsen Stock-flow-konsistente modeller bliver ikke opfundet af Godley, og betegnelsen har skabt en del unødvendig forvirring, af hovedsageligt to årsager: for det første, giver det indtryk af, at andre modeller ikke vurderes at indeholde en konsistent integration af stocks og flows. For det andet, giver det også indtryk af, at det mest essentielle ved modellerne netop er denne konsistente integration af stocks og flows. Begge disse opfattelser er imidlertid fejlagtige.


Det, der gør de Post-Keynesianske SFC-modeller interessante, er de adfærdsrelationer, der anvendes som ’lukning’ af modellen omkring rækken af regnskabsidentiteter. Disse adfærdsrelationer (såsom forbrugs- og investeringsfunktioner) er konstrueret i henhold til Post-Keynesiansk teori. I flere af disse relationer styrer agenterne mod ønskede stock-flow ratios, fx formue til indkomst-rater, gælds til indkomst-rater eller lager til salgs-rater. I tilfælde af afvigelser fra de ønskede ratios, er disse afvigelser centrale for agenternes adfærd.

Betydning af valget af teoretisk fundament i forbindelse med lukningen af regnskabsmodellen kan illustreres gennem sektorbalancen, der optræder centralt i modellerne.


Modellerne er opbygget omkring ”Cambridge-ligningen (sektorbalancerne)”, der kan udledes gennem nationalregnskabsidentiteter. Kort fortalt præsenterer denne identitet, at summen af nettofordringserhvervelsen på tværs af økonomiens sektorer altid regnskabsmæssigt er lig 0. Denne sektorbalanceligning udledes i hovedparten af undervisningsbøgerne som de enkelte sektorers opsparingsoverskud:


Hvor angiver privat opsparing, udtrykt som forskellen mellem den disponible indkomst og forbruget i den private sektor, mens angiver de private investeringer. den offentlige sektors nettoskatteindtægter, når der er taget højde for alle former for overførsler, mens udtrykker summen af offentligt forbrug og investering. og angiver niveauet for import og eksport, mens angiver nettooverførsler modtaget fra udlandet. I dette tilfælde angiver udtrykket i første parentes den sektorale balance for den private sektor, sektorbalancen for den offentlige sektor udtrykkes i anden parentes, mens tredje parentes udtrykker sektorbalancen for udenlandssektoren.[iv]


To afgørende antagelser kan føre til forskellige konklusioner fra denne identitet. For det første hvorvidt økonomien er styret af efterspørgsel eller udbud samt for det andet, kausaliteten mellem opsparingsoverskuddet i de enkelte sektorer. I henhold til Twin-deficit hypothesis som illustreret gennem Mundell-Fleming-modellen, så går kausaliteten fra de hjemlige sektorer til udlandet. Et fald i opsparingsoverskuddet i den ene af de hjemlige sektorer medfører inflation og appreciering af valutakursen, hvilket sænker konkurrenceevnen via relative priser og dermed forbedrer udlandets opsparingsoverskud over for den hjemlige økonomi. Dette sikrer således en negativ korrelation mellem opsparingsoverskuddet i den offentlige sektor og udlandets opsparingsoverskud. En anden kausalitet beskrives gennem Ricardiansk ækvivalens, hvor en ændring i opsparingsoverskuddet hos den offentlige sektor, påvirker folks forventninger til fremtidig skattebetaling, hvilket medfører en tilsvarende ændring i den private sektor, mens udlandets status er upåvirket. I Godleys analyser derimod, bevæger kausaliteten sig den modsatte vej, hvor en ændring i udlandets opsparingsoverskud påvirker de hjemlige sektorer. Samtidig er økonomien hos Godley efterspørgselsdreven på langt sigt, mens økonomien i de to andre eksempler er udbudsdreven.


Den samme identitet kan således analyseres fra forskellige perspektiver alt efter valg af teoretisk fundament; sektorbalancerne er indbyrdes afhængige og kan derfor isoleret set hver for sig betragtes som et residual af de to andre.


I nedenstående figur præsenteres tre-sektor-balancen for den danske økonomi i perioden 2007-2019. Mens den offentlige balance, der normalt tiltrækker sig meget opmærksomhed svinger omkring 0, så er ubalancerne i de andre sektorer markant større.





Et ønske om balance på det offentlige budget, kan ikke forventes indfriet ved kun af begrænse fokus til at se på den offentlige sektor, men kræver også en forståelse af årsagerne til fx det store opsparingsoverskud i den private sektor siden krisen eller en yderligere stigning i overskuddet på betalingsbalancens løbende poster.


Balance på det offentlige budget kræver således, at udlandets underskud (dvs. overskud på Danmarks betalingsbalancens løbende poster) overstiger den private sektors opsparingsoverskud. Det centrale spørgsmål er således, hvad bestemmer udlandets underskud og endnu mere relevant for Danmarks vedkommende, hvad forklarer det store opsparingsoverskud i den private sektor?

Skyldes det den store gældstagning i den private sektor før krisen og dermed et ønske om at konsolidere sig? Lavere niveau for husholdningernes forbrug? Generel usikkerhed i den private sektor, da den seneste krise stadig er frisk i hukommelsen? Eller skal forklaringen findes som en kombination af en lang række faktorer, der hver især påvirker adfærden i den private sektor?

For at analysere dette nærmere, kræves en konsistent makroøkonomisk model, der er i stand til at forklare den observerbare adfærd i alle økonomiens sektorer på samme tid.

Afslutningsvist, skal det påpeges, at selvom modellerne styres af efterspørgselssiden, så kan udbudseffekter let integreres i modellerne, fx ved hjælp af en Phillipskurve, der sikrer en sammenhæng mellem ændringer i ledigheden og lønninger. Hvor meget disse udbudseffekter bør inddrages og hvorvidt udbudsrestriktioner skal optræde mere eksplicit, er en voksende debat for PK-SFC-modellerne i almindelighed og Post-Keynesiansk teori i særdeleshed.

Formålet med denne præsentation har været at give en introduktion til de Post-Keynesianske SFC-modeller, som et bud på en alternativ analyseramme. I et senere indlæg, vil vi forsøge at kigge nærmere på modellernes egenskaber.



Litteraturliste


Bezemer, Dirk (2009). 'No one saw this coming' – or did they? VOXEU CEPR https://voxeu.org/article/no-one-saw-coming-or-did-they


Byrialsen, M. R. (2018). Post-Keynesianske Stock-flow-konsistente makroøkonomiske modeller: en introduktion. Nationaløkonomisk Tidsskrift, 2018(1).


Copeland, M. A. (1949). Social accounting for moneyflows. The Accounting Review, 24(3), 254-264.


Godley, W. (1999). Seven unsustainable processes. Special report.


Godley, W., & Lavoie, M. (2006). Monetary economics: an integrated approach to credit, money, income, production and wealth. Springer.


Hein, E., & Stockhammer, E. (Eds.). (2011). A modern guide to Keynesian macroeconomics and economic policies. Edward Elgar Publishing.


Lavoie, M. (2014). Post-Keynesian economics: new foundations. Edward Elgar Publishing.



[i] En mere detaljeret introduktion til Post-Keynesianske SFC-modeller findes i Byrialsen (2018). [ii] En mere detaljeret introduktion til Post-Keynesiansk teori kan findes i Lavoie (2014) eller Hein og Stockhammer (2011). [iii] Godley gentager advarslerne i 2000, 2001, 2004, 2006 og 2007. [iv] Udlandets nettofordringserhvervelse er ligeledes et udtryk for status på betalingsbalancens løbende poster for fx den danske økonomi – dog med modsat fortegn. En negativ nettofordringserhvervelse for udlandet er derfor lig et overskud på betalingsbalancens løbende poster set fra et dansk synspunkt.

276 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Hvem er Rethinking Economics Danmark?

RE:DK er et netværk for økonomer, studerende og andre med en økonomifaglig interesse. Foreningen arbejder for pluralisme på økonomiuddannelserne og i økonomifaget generelt, både teoretisk, metodisk og tværfagligt. RE:DK fremmer ikke nogen specifik teori eller ét politisk ståsted.

  • Facebook
  • Twitter
68686016_502471997184499_808842153440785