Hvem er Rethinking Economics Danmark?

RE:DK er et netværk for økonomer, studerende og andre med en økonomifaglig interesse. Foreningen arbejder for pluralisme på økonomiuddannelserne og i økonomifaget generelt, både teoretisk, metodisk og tværfagligt. RE:DK fremmer ikke nogen specifik teori eller ét politisk ståsted.

  • Facebook
  • Twitter
Søg

Hvad skaber værdi? Vi har (igen) brug for en økonomisk værdidebat

I den økonomiske videnskab har debatten om, hvem og hvad der skaber samfundets værdier ligget i dvale i årtier. Siden slutningen af 1800-tallet har én værditeori vundet altdominerende indpas i mainstream økonomisk tænkning. Og det i en sådan grad, at det kan være svært at få øje på den, fordi man tager den for givet. Men værditeorien styrer samfundets økonomiske tænkning uanset og bør derfor altid være til debat.


Af Asker Voldsgaard (1) og Joachim Peter Tilsted (2)


(1) Ph.d.-studerende, University College London, Institute for Innovation and Public Purpose (2) Kandidatstuderende, Stud.oecon.agro, Københavns Universitet



Hvad skaber værdi? Det er det helt centrale spørgsmål i værditeori, som findes i krydsfeltet mellem økonomi og filosofi. Hvis vi bliver enige om, hvad der skaber værdi, kan man bedre sørge for en optimal udnyttelse af samfundets evner og en retfærdig fordeling af indkomsten. Enhver økonomisk teori har en værditeori i sin kerne, men i det 20. århundrede har værdidebatten for det meste ligget i dvale som konsekvens af én værditeoris dominans. Med bogen ’The Value of Everything’ fra 2018 har økonomiprofessor Mariana Mazzucato genåbnet debatten efter årtiers fravær. Mazzucato anklager den dominerende økonomiske teori for at være dårligt i stand til påpege, at nogle personer og virksomheder trækker markant mere værdi ud af økonomien, end de skaber. Ifølge Mazzucato startede problemet, da den økonomiske videnskab i slutningen af 1800-tallet overgik til at bero på subjektiv værdiansættelse via prisdannelse i markeder. Benyttelsen af priser til at påvise værdi har især gået ud over samfundets evne til at tænke i værdimæssige helheder frem for transaktioner, hvilket er medansvarligt for stigende ulighed og følelsen af samfundsmæssig afmatning. Giver det eksempelvis mening, at danske topchefer skulle være gået fra at skabe ’blot’ 27 gange til 44 gange så meget værdi, som den gennemsnitlige medarbejder i virksomheden? Eller giver det mening, at mange af samfundets mest essentielle funktioner i både den private og offentlige sektor udføres af de lavest lønnede, som COVID-19-krisen har vist? Det kan enten støttes eller udfordres alt efter hvilken værditeori, man anvender


Værditeoriens slagmark

Før den subjektive værdiansættelse kom til at dominere økonomisk tænkning, benyttede fortidens økonomer som fx Adam Smith og David Ricardo sig af objektiv værditeori. Der var generel enighed om arbejdsværditeorien, som siger, at arbejdere skaber værdien. Arbejderne havde jo produceret redskaberne og bygningerne i produktionen og ingen havde produceret det landområde, produktionen foregik på. Men i sidste halvdel af 1800-tallet gjorde Karl Marx denne værditeori til et våben mod kapitalejerne ved at forstå profitten som udbytning af arbejderne.


Som modsvar udviklede (blandt andre) John Bates Clark i 1899 en subjektiv værditeori, der dikterer, at markedet sørger for en retfærdig indkomstfordeling mellem arbejdere og kapitalejere:

”Fordelingen af samfundets indkomst kontrolleres af en naturlig lov, og at denne lov, hvis den virker uden friktion, vil give hver aktør i produktionen den mængde velstand som den aktør har skabt”.

For at kunne lykkedes med denne værditeori, skulle man ændre arbejdernes opfattelse af eget bidrag:

”[de arbejdende klassers] attitude over for andre klasser – og, derfor, stabiliteten af den sociale tilstand – afhænger primært af spørgsmålet, om hvorvidt mængden de får, stor eller lille, er hvad de producerer. Hvis de skaber en lille mængde velstand og får det hele, vil de måske ikke søge revolution; men hvis det fremstår som, at de producerer en rigelig mængde og kun får en del af det, ville mange blive revolutionære og ville have ret til det”.

Budskabet fra den neoklassiske økonomis pioner var klart: Ny værditeori eller kaos.


Værdi som afhænger af øjet der ser

I stedet for en objektiv værditeori antog man nu, at værdi skulle udledes fra hvert individs subjektive præferencer udtrykt via valg på markedet. Denne logik tilsiger, at virksomhederne tilfredsstiller individernes lyster ved at ansætte ekstra medarbejdere, indtil det ikke længere er profitabelt at hyre én ekstra arbejder. Lønnen for den sidste hyrede, eller ’den marginale arbejdskraft’ viser derfor, hvilken værdi arbejdskraften virkeligt har. Så længe lønnen er fleksibel, vil den så naturligt som tyngdekraften ramme arbejdskraftens værdimæssige bidrag i produktionen. Hvis fagforeninger presser lønnen over arbejdernes iboende produktivitet, vil resultatet være arbejdsløshed – ikke en større del af indkomsten til arbejderklassen. På den måde påstod man, at markedet viser, hvad arbejderne bidrager til værdiskabelsen mens resten kan tilskrives kapitalejerne. Det eneste man skulle forvare sig mod var, at ingen modarbejdede den fri konkurrence.


I 1930erne genoplivede Keynes de tidlige økonomers benyttelse af arbejdsværditeorien og tilføjede et nyt element baseret på radikal usikkerhed om fremtiden til at forklare de uforudsigelige værdiansættelser på finansmarkederne. Denne del af Keynes’ arbejde blev kyndigt udvandet efter hans død, da hans banebrydende værk blev forenet med den neoklassiske økonomi og dens subjektive værditeori. I dag regerer den subjektive værditeori igen den økonomiske tænkning.


Mazzucatos bog fremfører ikke en ny forkromet værditeori, men genopliver de nu fortonede debatter. Hun finder det problematisk, at den dominerende økonomiske tænkning har fraskrevet sig muligheden for at sige noget om retfærdigheden af indtjeninger på baggrund af, hvad man foretager sig i økonomien. I mangel på analytiske værktøjer bliver det ofte til et træk på skuldrene – for hvis nogen betaler et beløb, hvem andre kan så sige, at det ikke er pengene værd?


Markedet har bestemt sine fortræffeligheder til at antyde, hvilke produkter befolkningen har brug for, men det har også sine begrænsninger. Der er først og fremmest de indlysende moralske begrænsninger for markedet, såsom de mulige lukrative markeder for børnearbejde og organer. Men der mangler også redskaber til at vurdere, om NETS’ topchefs mulige bonus på 1,9 mia. kr. afspejler hans personlige værdiskabelse. Der går derfor en tydelig linje fra den subjektive værditeoris anything goes-tilgang til at 2.153 personer nu ejer mere formue end 4,6 mia. mennesker. Med den subjektive værditeoris logik afspejler deres formue og indtjening i udgangspunktet nemlig deres produktive indsats.


Der er også rejst spørgsmålstegn ved værdiskabelsen længere væk fra direktionsgangene af filosof Anders Fogh Jensen og antropolog Dennis Nørmark. I bogen Pseudoarbejde anfører de en hård kritik mod organiseringen af vores arbejdstid. Arbejdstiden blev reduceret i 100 år frem til 37 timer i 1990, hvorefter den har været fastfrosset på trods af fortsat teknologisk udvikling. De mener, at vi har fyldt tiden ud med nye mødevaner, powerpoint-ritualer og kommunikationsfunktioner, som ikke skaber værdi for nogen, men som gøres vigtigt gennem gruppetænkning.


Der mangler desuden metoder til at vurdere argumenterne, som finanssektorens interesseorganisation Finans Danmark bruger til at forklare sektorens ”bidrag til samfundet”. De argumenterer med henvisning til deres andel af ’bruttoværditilvæksten’, som er et mål for virksomheders indtjening, der bruges til at måle erhvervenes værdiskabelse og produktivitet. Finans Danmark skriver: ”Bruttoværditilvæksten for det finansielle område som helhed var omkring 111 mia. kr. i 2018, hvilket svarer til 6 pct. af den nationale bruttoværditilvækst. Dermed har det finansielle område en af de absolut største bruttoværditilvækster pr. medarbejder”.


Før i tiden var bankernes værdiskabelse ganske uanselig i de fleste landes nationalregnskaber, fordi renteindtægterne blev registreret som uproduktive overførsler i økonomien. Det ansås altså som omfordeling af værdi og ikke skabelse af værdi. Men med den subjektive værditeoris triumf (og medfølgende ændringer i metoderne i nationalregnskaberne), kan Finans Danmark nu hævde, at eftersom finanssektoren tjener mange penge, skaber den også meget værdi. Og eftersom at sektoren tjener mange penge med relativt få medarbejdere, er de ansatte altså mere produktive. Det kan derfor synes snusfornuftigt at udvide og tilgodese sektoren for at øge samfundets værdiskabelse. Finanssektorens andel af økonomiens indtjening er da også vokset i 00’erne på ryggen af dereguleringer til et nyt leje på ca. 6 pct. efter at have ligget stabilt omkring 4-5 pct. af indtjeningen siden anden verdenskrig.


Hele denne argumentation er bygget op om, at en krone tjent afspejler en krone værdi skabt. Som landets realkreditkunder har oplevet siden finanskrisen, kan finanssektoren dog sagtens øge indtjeningen på eksisterende lån uden at yde nogen modydelse. Bidragssatserne på realkreditlån er næsten fordoblet og derfor er de årlige bidragsbetalinger øget fra 9 til 18 mia. kr. årligt fra 2011 til 2018. Hertil kommer, at det kan være ganske indbringende for banker at sænke lånestandarderne og tillade mere risikabel gældsætning i kampen om markedsandele, hvilket netop øgede den systemiske risiko og boligboblen op til finanskrisen. Og noget tyder på, det finder sted igen. Nationalbanken advarede således igen om faldende lånestandarder i 2018. Og historien ender ikke her. Med udbredelsen af negative renter, tager bankerne sig nu betalt for kundernes indeståender. Det svarer i princippet til, hvis Brugsen begynder at tage sig betalt for at tage i mod deres leverandørers varer, som de efterfølgende sælger i butikken. Det hele gøres mere komplekst af, at banker selv skaber penge via sine udlån til ’kunderne i butikken’, hvilket svarer til, hvis Brugsen var leverandør for sine egne leverandører – og dermed også for sig selv.


Finanssektoren befinder sig altså i et værdimæssigt tusmørke. En del af bankernes indtjening skyldes utvivlsomt stor koncentration i få virksomheder på markedet (et såkaldt oligopol) samt en vis indforstået prisopførsel blandt aktørerne. Men med den subjektive værditeori i hånden, kan vi ikke sætte spørgsmålstegn ved selve den produktive natur af aktiviteten. De fleste vil nok mene at fornuftig kreditvurderingen er en nyttig aktivitet, men hvad er der produktivt ved at hæve gebyrer på eksisterende lån for derefter at udbetale større overskud til bankerne, der ejer de fleste realkreditinstitutter? Er det omfordeling til ejerne eller reel værdiskabelse? Er det værdiskabelse at tjene penge på at medvirke til en boligboble? I det værdimæssige tusmørke kan man berettiget være i tvivl om, hvorvidt finanssektorens ”bidrag til samfundet” i et vist omfang er et bidrag fra samfundet.


Som konsekvens af den subjektive værditeoris problemer, er andre økonomer heldigvis i færd med at udvikle alternative værdimæssige udgangspunkter for økonomisk analyse. Bidrag hertil tager udgangspunkt i blandt andet moralfilosofien, indkomstfordelingen, energi, hierarkier, organisationer og institutioner, og Keynes’ værditeori. Men adjunkt i økonomi på Københavns Universitet Jeppe Druedahl har for nyligt anmeldt Mazzucatos bog i Dagbladet Information (24.01.2020) og kalder kritikken af mainstream-tilgangen ”forfejlet”. Druedahls kritik er ganske interessant, fordi han både mener, at mainstream økonomi ingen værditeori har, men påstår samtidig, at mainstream økonomi er overlegen til at påpege ”udbytning”. Men kræver det ikke en værditeori at kunne påpege, hvad der er ufortjent?


Økonomisk videnskab uden værditeori?

For det første mener Druedahl, at Mazzucato tager fejl om værditeorien i mainstream økonomi. Han anskuer ”sigtet” for mainstream som ”en ren positiv” (jargon for værdifri) ”og empirisk testbar, teori om, hvordan priserne og indkomstfordelingen dannes”. Druedahl mener derfor ikke, at nationalregnskabets bruttoværditilvækstsiger noget om tilvæksten af værdi i samfundet. Andetsteds har han fremlagt sin opfattelse, at det er politikere som fastlægger, hvad der er værdifuldt, og økonomer som blot hjælper politikerne på vej:

”I den forstand har mainstream økonomisk teori ingen værditeori”

At beslutte at ordet ’værdi’ ikke betyder ’værdi’ blandt universitetsøkonomer (men ”udelukkende … et monetært mål” for pengestrømme), ville være en harmløs leg med ord, hvis ikke det havde store konsekvenser for verden udenfor. Virkeligheden er åbenlyst i modsætning til Druedahls ideal, nemlig at politikere opfatter den officielle statistik over værditilvæksten og værdien af produktionen (BNP) som noget åbenlyst værdifuldt og forsøger at øge værdiskabelsen ved at spørge økonomer til råds (fx Produktivitetskommissionen 2012-14). Folketingsvalg handler om at ”øge kagen”, som efterfølgende kan fordeles. De handler ikke om, hvad der skal regnes med i kagen i første omgang.


En værktøjskasse fyldt med markedsfejl

Druedahl mener desuden, at den ’værdifri’ mainstream økonomi er uovertruffen til at påpege ufortjent indkomst vha. ”markedsfejl”. Markedsfejl er en række (helt normale) forhold fx at ingen ved alt, at virksomheder ikke er bittesmå eller at en aktivitet kan have konsekvenser for andre end de direkte parter. At disse almindelige aspekter af virkeligheden kun kan forstås som ’fejl’, vidner om en ensporet værktøjskasse. Vilkårene kaldes kun ’fejl’, fordi markedet ifølge Clarks værditeori ideelt besidder evnen til at fordele indkomst mere retfærdigt i samfundet end demokratiet. Økonomer vil typisk forsøge at udbedre nogle af disse forhold ved at fikse eller udbrede markedet, men Druedahl bemærker, at

”markedsfejl kan være fundamentale i den forstand, at målet ikke kan være et fejlfrit marked (…) Det kan være samfundsgavnligt at introducere flere markedsfejl, hvis der først er én. I visse tilfælde er det bedste, at staten påtager sig aktiviteten selv”

Det er op til økonomen selv at vurdere, hvor ”fundamentalt” virkeligheden afviger fra den utopiske idé om det perfekte marked. Hvornår er hvilken afvigelse fra det forestillede perfekte marked nok til, vi bør sætte ind? Konsekvensen er, at man først skal påvise, at markedet ikke vil levere et samfundsoptimalt resultat. Bevisbyrden er derfor altid hos de, som vil bringe kollektiv og demokratisk handling ind i billedet.


Det fremgår ikke tydeligt, om Druedahl anskuer fx det offentlige sundhedsvæsen eller folkeskolen som markedsfejl, staten har indført som følge af ’fundamentale markedsfejl’ på sundheds- og uddannelsesmarkedet. Uanset, vidner det om en ensporet værktøjskasse, der tvinger samfundet til først at overveje, om markedsorganisering vil virke enten i optimal eller acceptabel grad, inden man kan overveje kollektive løsninger. Man kunne omvendt også kræve evidensbaseret og ikke blot teoretisk bevis for, at kollektive løsninger ikke virker. Det er et værdimæssigt valg, som er indlejret i teorien. Selv hvis man lykkes med at påvise en fejl i markedet, kan andre økonomer endda modstå regulering eller offentligt ejerskab med henvisning til frygten for ’regeringsfejl’ ved indgreb i markedet, som i teorien kan være værre end selve markedsfejlen.


Foruden frygten for regeringsfejl giver teorien også anledning til at fremstille den offentlige sektor som en byrde for samfundet, da den begrænser udøvelsen af subjektive præferencer. Finansministeriet tillægger fx 10% til de beregnede faktiske udgifter ved offentlige tiltag til at dække en antaget ’forvridning’ af samfundsøkonomien. Selvom forvridningen ikke kan måles og de fleste rige lande har en stor offentlig sektor, anses denne forvridning som en indlysende antagelse (om end denne fiktive meromkostning blev nedskrevet fra hele 20% i 2017). Man antager altså, at rige stater med store offentlige sektorer er rige på trods og ikke i kraftaf deres kollektive samfundsinstitutioner. I forhold til den grønne omstilling, hæmmer den fiktive ekstraregning politikernes tilskyndelse til at iværksætte ambitiøse klimainvesteringer. Den påståede værdifri værditeori skaber altså en systematisk skæv spillebane for, hvilken organisering af samfundet, politikerne vælger.


Men progressive økonomer behøver ifølge Druedahl ikke fortvivle. Virksomheders ”udbytning” af forbrugerne (altså ikke arbejderne, som det kendes fra Marx) og behovet for statslig aktivitet kan sagtens identificeres ved hjælp af ’markedsfejl’. Og ikke nok med det. Druedahl mener også at kunne retfærdiggøre udbredelse af medarbejderejede virksomheder med sit teoretiske udgangspunkt, fordi det skulle fremme ”helstøbte og demokratisk aktive borgere”. Alle disse retfærdiggørelser uden en værditeori? Selvfølgelig ikke. Værditeorien er blot subjektiv, som Clark ønskede det, og Druedahl strækker elastikken så langt i en progressiv retning som muligt.


Han kan dog ikke retfærdiggøre omfordelende skatter, da det angiveligt er ”normativt” i modsætning til ovenstående tvivlsomt værdifri betragtninger. Elastikken i den ’værdifri’ metode gør det altså muligt, at støtte nærmest enhver politisk position, men det gør hverken metoden eller argumenterne overbevisende. Man har ingen værktøjer til at vurdere, om en aktivitet er værdiskabende eller -udtrækkende. Hvis nogen betaler, må det jo være mindstså værdifuldt for betaleren. Hvis fysikere og ingeniører udvikler finans-algoritmer som den rigeste procent er villige til at betale svimlende summer for, så de kan duellere med hinanden på finansmarkederne, må det jo være pengene værd. Dette åbner altså for, at velhavende individer kan lægge beslag på samfundsnyttige ressourcer til snævre egeninteresser, i stedet for at arbejde til alles bedste ved eksempelvis at udvikle klimaløsninger. Med den subjektive værditeori mister man evnen til at tænke i værdimæssige helheder.


Pris og værdi

Samtidig med den subjektive værditeoris fremkomst skrev forfatteren Oscar Wilde ikonisk: ”Nu til dags kender folk prisen på alt og værdien af intet”. Denne sondring mellem priser og værdiskabelse er nødvendig for en mere nuanceret diskussion af vores økonomiske model er retfærdig. Den subjektive værditeori er velegnet til at forsvare at finanssektoren blot vokser sig større og større, de stigende direktørlønninger og betydelige kapitalindkomster, om end progressive mainstream økonomer vil forsøge at svømme mod strømmen med en værktøjskasse fyldt med diverse ’markedsfejl’. Alt imens befolkninger verden over kræver større retfærdighed i de økonomiske systemer, fastholder den subjektive værditeori økonomer på sidelinjen og reducerer deres rolle til at forsøge at justere markedsfejl. For at realisere visioner om det gode samfund, kræver det et fundamentalt opgør med den subjektive værditeori. Et godt udgangspunkt vil være Druedahls ideal om, at borgere og politikere mere aktivt skal forme samfundets værdimål.

442 visninger
68686016_502471997184499_808842153440785