Søg

Fra eksotisk teori til politikformulering – Kan MMT tage det store spring?

Af Jens de Place, kandidatstuderende i samfundsfag og retorik.

Læseklub-blog: Denne blog reflekterer over senest læste bog i Rethinking Economics DKs læseklub: A Great Leap Forward - Heterodox Economic Policy for the 21st Century af Randall Wray (link).

Modern Monetary Theory har vind i sejlene. Dens fortalere figurerer regelmæssigt i indflydelsesrige medier og der synes generelt at være større opbakning til dens teoretiske grundsætninger. Herudover har Covid-19 krisens store offentlige underskud gødet jorden yderligere for en teori, hvis ’claim to fame’ er dens alternative forståelse af statsgæld. Sammenligner man finanskrisen og den efterfølgende eurokrise med Covid-19 krisen er det tydeligt, at neoklassiske og ordoliberale ideer om statsgæld er på retræte: Inflationsangsten er nedadgående, og snakken om ’finanspolitisk holdbarhed’, ”Die schwarze Nul” eller at staten bør opføre sig som ”die schwäbische Hausfrau”, har fortonet sig.


Men hvis MMT-bevægelsen vil kapitalisere på den stigende popularitet og tage springet fra at være en eksotisk teori til at indgå i politik-formuleringen, må det forventes at teorien bliver stillet en ny type kritiske spørgsmål. Navnlig, at der foruden teoretiske også stilles spørgsmål af mere praktisk-politisk karakter. For en ting er, om MMT er korrekt, noget andet er om det er politisk og retorisk gangbart.


I dette indlæg vil jeg kvalificere den diskussion igennem en reflektion over MMT-koryfæet Randall Wrays bog fra januar i år: ”A Great Leap Forward - Heterodox Economic Policy for the 21st century”, som vi har læst over sommeren i Rethinking Economics Danmarks læseklub. Overordnet set er bogen Wrays forsøg på at formulere en økonomisk politik pba. en MMT-forståelse af økonomien. I dette indlæg vil jeg fokusere på to ideer i bogen: At progressive bør satse på før-fordeling fremfor om-fordeling, samt ideen om en jobgaranti.


Fra omfordeling til førfordeling - Robin Hoods død

En central pointe i bogen er at progressive kræfter skal skifte strategi, når de tænker økonomisk politik. I kampen for social retfærdighed bør de progressive kræfter satse på førfordeling fremfor den klassiske omfordeling: Progressive skal ikke forlade sig på at beskatte toppen for at give til bunden, men i stedet kæmpe for at hæve indkomsterne for bunden og sænke dem for toppen - før skat.


Der er flere årsager til, at Wray fortrækker førfordeling, men på mange måder udspringer det meget naturligt af MMT-perspektivet. Her er en central pointe, at valutasuveræne stater ikke finansierer sit forbrug gennem beskatning. Der er begrænsninger på statens forbrug - blandt andet inflation og reelle ressourcer -, men finansiering er ikke en af dem. Beskatning bliver derfor en falsk barriere for statsligt forbrug i et MMT-perspektiv. Eksempelvis kunne man spørge om de store aktieposter i Dong var blevet solgt, hvis alle havde været overbevist om, at finansiering ikke var problemet for den danske stat?


Det siger sig selv at de politiske konsekvenser af et sådant kursskifte fra redistribution til preredistribution er markante. Men hvad mere er, nødvendiggør det en nærmest total omkalfatring af både centrumvenstre og venstrefløjens økonomiske retorik.


Vi er vant til at tænke, at når Lagkagehuset eller andre selskaber placerer deres penge i skattely eller når topskatten sænkes, er der færre penge i ’statskassen’. Og færre penge i ’statskassen’ betyder færre penge til velfærd, der ellers ville komme midten og bunden til gode. Harmen og indignation over at velstående ikke vil bidrage til fællesskabet - at de bredeste skuldre ikke vil bære mest - er retorisk potent stof for partierne til venstre for midten.


Men hvis man accepterer MMT-pointen om, at skatter ikke finansierer statens forbrug, bliver man nødt til at ligge denne Robin Hood-retorik i graven. Man vil stadig kunne appellere til det forkastelige i, at den økonomiske elite ikke følger samfundets regler, når de placerer deres penge i skattely. Men det mister megen retorisk kraft, når det ikke direkte betyder, at der bliver færre penge til de mindrebemidlede på næste års finanslov.


Fordi Robin Hood-retorikken er så velkendt og kraftfuld vil opgivelsen af den være en stor risiko for dem, som Wray forsøger at samle om sine politikker. Det gælder herhjemme såvel som i udlandet, hvor Bernie Sanders eksempelvis har holdt fast i Robin Hood-retorikken, til trods for at han tidligere er blevet rådgivet af MMT’eren Stephanie Kelton. Hvis dette retoriske og politiske kursskifte skal have nogen gang på jorden, kræver det opbygningen af et troværdigt og slagkraftigt alternativ til Robin Hood-retorikken.


Et bud på en alternativ retorik er tage den økonomiske værdidebat op igen. Som Asker Voldsgaard og Joachim Tilsted tidligere har skrevet om her på bloggen, handler det om, at man igen stiller spørgsmålstegn ved hvem eller hvad der egentlig skaber værdi. For de progressive som Wray appellerer til, kunne det være ved at stille spørgsmålstegn ved om markedsprisen er en afspejling af den faktiske værdi. En fordel ved den slags argumenter er, at den håndterer en af svaghederne, der ligger implicit i Robin Hood-retorikken. Hvis man eksempelvis argumenterer for, at topskatten skal op fordi de bredeste skuldre må bære mest, siger man samtidigt implicit, at den indkomst topskattebetalere modtager rent faktisk afspejler den værdi de har skabt; At når en netsdirektør får en bonus på 1,9 milliarder, så har han faktisk båret det der svarer til mange tusinde gange det en gennemsnitsdansker gør på årsbasis. Denne alternative retorik går fint i spænd med flere af Wrays politikforslag. Eksempelvis ønsker Wray at reducere finanssektorens størrelse vis-a-vis den produktive del af økonomien.

En anden faktor, der kan påvirke hvorvidt MMT er politisk gangbar, er hvilke politikker der muliggøres med MMT-perspektivet. Igennem bogen kommer Wray med forslag på en bred pallette af problemstillinger. Et af de forslag, som udgør en hjørnesten i bogen og MMT-skolen generelt er jobgarantien.


Jobgarantien – Et genuint transformativt politikforslag

Jobgarantien, der er inspireret af F.D. Roosevelts New Deal og Wrays mentor Hyman Minsky, er i grunden en simpel idé. Alle der evner og ønsker beskæftigelse skal være garanteret et job. Bliver du fyret, hvad enten det sker i privat eller offentligt regi, skal du tilbydes et statsligt betalt job med ordentlig løn og pension indtil du igen finder arbejde. Lige så simpel som ideen er, lige så let kan det forekomme at afvise den, hvis man har en konventionel forståelse af statsgæld. En mainstream keynesianer ville måske acceptere, at det kan betale sig for staten, at finansiere en jobgaranti i krisetider hvor multiplikatoreffekten er stor. Men uden for krisetider ville hun sandsynligvis mane til besindighed, fordi gælden ikke må vokse hurtigere end vækstraten. Til det ville enhver MMT’er, inklusiv Wray, indvende at statsgældens størrelse og vækstrate ikke et problem for valutasuveræne stater såsom USA. Begrænsningen på statens forbrug er reale – ikke finansielle – ressourcer. Kort sagt, staten har råd til alt der er til salg i dens valuta. Og det er den ledige arbejdskraft, så lad os endelig sætte den i spil til glæde for den arbejdssøgende og samfundet!


Hvis man accepterer MMT-præmissen bliver jobgarantiens fordele meget dragende. For det første kan jobgarantien afhjælpe økonomiske kriser, fordi slaget til efterspørgslen vil blive reduceret. Alle er jo sikret en ordentlig indkomst i tilfælde af fyring. Kort sagt er den kontracyklisk. Men til sammenligning med konventionelle automatiske stabilisatorer, såsom overførsler, har jobgarantien den ekstra fordel, at den hjælper med at vedligeholde arbejdsevne hos arbejdskraften og minimere de store sociale problemer, der er forbundet med lediggang. Den fanger også personer, som ellers ville falde igennem sikkerhedsnettet for indkomster, som vi herhjemme fik fokus på med forkortelsen af dagpengeperioden.

For det andet kan jobgarantien reducere uligheden. Dels ved at flytte arbejdsløse fra overførselsindkomsten over i lønnet arbejde og dels ved at styrke arbejdstagernes position vis-a-vis arbejdsgiverne ved at skabe et gulv under lønnen. Dette gulv skal ifølge Wray ligge på 15 dollars i timen + benefits i USA.


For det tredje kan jobgarantien afhjælpe klimakrisen både direkte og indirekte. Jobgarantien kan hjælpe direkte ved at man designer grønne jobs i jobgarantien. Indirekte kan jobgarantien være med til at sikre social stabilitet, når klimabelastende arbejdspladser skal om- eller nedlægges. Med de gule veste er det blevet åbenlyst, at politikere ikke kan tromle omstillingen igennem uden at tænke den sociale dimension med.

Når en politik på den måde har potentiale til at afhjælpe tidens største udfordringer, fortjener det at blive taget meget seriøst. Særligt i en amerikansk kontekst, hvor arbejdsløsheden i disse tider når astronomiske højder, og hvor fattigdom også under mere normale forhold fortsat er et kæmpe problem. Men som europæer er der ét punkt, der gør mig mere tilbageholdende overfor ideens gyldighed – inflationen.


Wray – og MMT generelt – er meget opmærksomme på, at inflation er en begrænsning på statens forbrug. Faktisk argumenterer han ganske overbevisende for, at forøgelsen af pengemængden ikke vil give nævneværdig inflation, når jobgarantien og hans øvrige politikforslag skal finansieres. Den type inflation, der bekymrer mig er den såkaldte pass-through-inflation; at en stor ekspansion af økonomien (eksempelvis gennem en jobgaranti) vil øge efterspørgslen efter importvarer og derved skabe et nedadgående pres på valutaen, fordi handelsbalancen forringes, hvilke i sidste ende gør udenlandske varer dyrere. Wray anerkender at pass-through-inflation kan forekomme, men nedtoner problemet. Han påpeger, at det er blevet overestimeret, samt at der er en række måder at reducere det på. Derudover henviser han til, at prisstigningerne primært vil ramme rige mennesker, hvorfor det er en mere fair måde at dele inflationsbyrden på, til sammenligning med den nuværende model, der anvender arbejdsløshed til inflationsbekæmpelse. For en amerikaner, der har dollaren som verdens reservevaluta vil det givetvis være tilstrækkeligt betryggende. Men som europæer er det ikke nok, selvom jeg ser meget velvilligt på MMT-teori generelt. For det første er det uklart om inflationsbyrden vil ramme mindrebemidlede. Eksempelvis importerer Storbritannien store dele af dens fødevarer – ikke blot store fede Mercedes biler. For det andet er nogle af Wray’s metoder til håndtering af pass-through-inflation, såsom kapital og importkontrol, ikke lovligt indenfor EU. Og for det tredje omtaler han kun importvarer som slutprodukter, og glemmer derved, at importvarer også udgør en vigtig del af produktionskæden. Wray er undskyldt, al den stund, at bogen primært – men ikke udelukkende – beskæftiger sig med amerikansk politik. Ikke desto mindre savner jeg mere nuancerede og kontekstsensitive svar fra MMT-skolen på økonomiske udfordringer såsom pass-through inflation, der er mere presserende i en europæisk kontekst.


Hvor, hvornår eller hvorvidt MMT’s ideer får realpolitisk indflydelse er svært at spå om. For nuværende er det mere sandsynligt, at teorien vinder indpas i amerikansk politik end i Europæisk. Amerikanerne har simpelthen mere at vinde og mindre at tabe end Europæerne ved at basere deres politik på MMT. Mere at vinde fordi arbejdsløshedskrisen er dybere og fordi uligheden under normale omstændigheder er større. Mindre at tabe fordi dollaren reducerer inflationsrisikoen ved MMT-politik. Når det er sagt, er det svært at forestille sig, at en ”electable” centrist som Biden vil stå i spidsen for dramatiske forandringer, medmindre han er tvunget til det. Herhjemme tror jeg, at den skelsættende periode bliver, når vores definition af den økonomiske situation bevæger sig fra krise til normaltilstand. Vil regeringen igen finde den husholdsningsøkonomiske tankegang frem og forlænge krisen som det skete i 2010-erne? Eller vil deres nyorientering af den økonomiske politik og behovet for omstrukturering af økonomien pga. klimakrisen, få regeringen til at kigge andetsteds efter økonomiske ideer, der kan legitimere deres politiske visioner for fremtidens velfærdsstat?

RE:DKs læseklub er selvorganiserende på vores interne platform. Hvis du brænder for økonomi og gerne vil deltage i læseklubben, kan du melde dig ind her.

Den næste bog er Karl Polanyis ikoniske værk The Great Transformation (første møde 15. september).









49 visninger

Hvem er Rethinking Economics Danmark?

RE:DK er et netværk for økonomer, studerende og andre med en økonomifaglig interesse. Foreningen arbejder for pluralisme på økonomiuddannelserne og i økonomifaget generelt, både teoretisk, metodisk og tværfagligt. RE:DK fremmer ikke nogen specifik teori eller ét politisk ståsted.

  • Facebook
  • Twitter
68686016_502471997184499_808842153440785