Verden er kompleks, socialt betinget og til tider irrationel. Det begrænser muligheden for at klemme virkeligheden ind i matematiske formler. Vi har derfor brug for mere økonomisk historie og case-analyser til at forstå finansielle kriser og andre afgørende begivenheder. Af Finn Østrup, dr. merc., tidligere professor ved Copenhagen Business School (CBS)
Billede: Nationalbankens bankbetjente overfører midler til rekapitalisering af Landmandsbanken efter krakket i 1922. Kilde: Det Kongelige Bibliotek
Siden 1970erne har det været det herskende paradigme inden for økonomisk teori, at individer opfører sig rationelt. Der opereres med en antagelse om repræsentative individer, som træffer beslutninger ved at indhente information, og som anvender den bedste model på den indhentede information. Endvidere antages det, at de repræsentative individer træffer beslutninger med det formål at maksimere den forventede nytte fra individets forbrug af varer og tjenester over en uendelig tidshorisont. Tilsvarende antages det, at varer og tjenester produceres af virksomheder, der maksimerer profitten over en uendelig tidshorisont.
Forestillingen om rationelt agerende individer og profitmaksimerende virksomheder medfører, at markeder opfattes som effektive, dvs. at markederne afspejler de priser, som i gennemsnit maksimerer individers velfærd ved den tilgængelige mængde ressourcer. En række konsekvenser følger af denne tilgang. Det anses som godt, hvis virksomheder underkastes disciplin og/eller belønninger, der er bestemt af markederne. Myndigheder bør afholde sig fra intervention i markederne. Myndighedernes hovedopgave er at fjerne de hindringer, som måtte eksistere for, at markederne fungerer effektivt, fx problemer ved at indhente information. Den moderne tilgang til økonomi advokerer altså en liberal verdensorden.
Den herskende tilgang til økonomi hviler således på tre grundantagelser, nemlig (1) at individer ønsker at maksimere den nytte (velfærd), der kommer fra forbruget af varer og tjenester, (2) at virksomheder profitmaksimerer, samt (3) at individer og virksomheder anvender information fornuftigt til at træffe beslutninger, der fører frem til disse mål. Der kan sættes spørgsmål ved alle tre antagelser.
For det første er det forkert, at individer udelukkede maksimerer den nytte, der kommer fra forbrug. Individer kan træffe beslutninger også med andre mål end at opnå nytte fra forbrug. For eksempel kan individer ønske at opnå social status. En jagt efter status kan medføre, at individer fastsætter størrelsen af forbrug ikke ud fra ønsket om at nå den største nytte, men ud fra et ønske om at overgå individer i deres omgangskreds. Man ønsker for eksempel at rejse til bestemte destinationer, fordi det giver prestige at kunne fortælle om, at man har været der. Social status kan også medføre, at individer handler tilsyneladende ufornuftigt. Individer kan for eksempel tage store risici for at overgå andre og blive nummer 1, fordi det giver særlig stor social status ved at være nummer 1. Ønsket om social status kan også indebære, at individer yder en stor arbejdsindsats for at nå mål – fx en bestemt uddannelse eller stilling – ikke fordi det giver økonomisk gevinst, men fordi det øger den pågældendes omdømme. Individer kan også tilbringe tid med aktiviteter, der ikke er motiveret af økonomiske hensyn, men som giver en social status. Formålet med en indsats inden for sport kan for eksempel være at blive verdens- eller Danmarksmester.
Det er klart, at social status spiller en meget stor rolle i individers beslutninger. Det er også muligt, at individer kan være motiveret af andre ikke-økonomiske hensyn. Individer kan for eksempel føle en glæde ved at hjælpe andre. Individer kan også være drevet af en ægte interesse for bestemte typer af arbejde.
Der kan yderligere sættes spørgsmål ved den anden grundantagelse i moderne økonomisk teori, nemlig at virksomheder maksimerer profitten. Virksomhedernes ageren bestemmes således af de beslutninger, som træffes af de individer, der har en tilknytning til virksomheden. Det er imidlertid ikke givet, at ansatte og andre beslutningstagere i virksomheder træffer beslutninger udelukkende med det formål at maksimere virksomhedens profit. For eksempel kan den vigtigste motivation for mange ansatte være at beholde jobbet. En konsekvens kan være, at ansatte handler som andre, idet ansatte - hvis de har et afvigende synspunkt - løber en særlig stor risiko for at miste jobbet, hvis det pågældende synspunkt viser sig at føre til et mindre heldigt resultat. Det er også muligt, at ledere fastholder strategier i for lang tid ud fra den betragtning, at de vil løbe en stor risiko for at miste jobbet, hvis de indrømmer, at den pågældende strategi har været forkert.
Endelig for det tredje er det tvivlsomt, om individer handler rationelt i den forstand, at de træffer beslutninger ud fra en fornuftig anvendelse af information. Inden for økonomisk psykologi er der gennem de sidste årtier afdækket en række handlemønstre, som viser, at beslutninger ikke træffes ud fra rationelle overvejelser, men at beslutninger er bestemt af indkodede adfærdsmønstre i hjernen. Individer kan for eksempel have overconfidence, dvs. for stor tillid til egne evner. Individer kan også vurdere fremtiden ud fra den historiske udvikling. Hvis boligpriser eller aktiekurser for eksempel stiger gennem en årrække, regner man med en fortsat prisstigning i fremtiden. Der kan også være tale om belief perseverance, dvs. at begivenheder ses i lyset af forudfattede synspunkter. Hvis et individ således på et tidspunkt har fået den opfattelse, at det er en god investering at købe for eksempel en ejerlejlighed, vil den pågældende særlig lægge vægt på begivenheder i omverdenen, som kan begrunde en fremtidig prisstigning på ejerlejligheder. Endelig har studier inden for økonomisk psykologi afdækket, at individer har en kort tidshorisont. Individer maksimerer således ikke over en uendelig tidshorisont, men tager kun stilling til forhold i den nærmeste fremtid. En konsekvens kan være, at individer for eksempel sparer for lidt op.
Det er blevet argumenteret ovenfor, at der kan rejses tvivl om grundsætningerne bag økonomisk teori, som den har været praktiseret siden 1970’erne. Det må være konklusionen, at der er et klart behov for en anden tilgang til økonomi.
Hvis det – som det er tilfældet i det herskende paradigme - antages, at verden består af profitmaksimerende virksomheder og af individer, der i gennemsnit maksimerer nytten fra forbrug, er det muligt at beskrive verden ved hjælp af forholdsvis simple matematiske modeller. Derimod er det sværere at anvende matematiske modeller, hvis der åbnes op for en alternativ tilgang til økonomi ved for eksempel at antage, at individers handlinger bestemmes af de sociale konventioner, der er gældende på et bestemt tidspunkt i en bestemt tidsalder. I dette sidste tilfælde er det nødvendigt, at økonomer studerer de sociale og politiske mønstre i det omgivende samfund for at nå frem til brugbare konklusioner. Herved vil økonomiske beslutninger ofte blive for komplicerede til at sætte ind i matematiske modeller. En farbar vej kunne være i langt højere grad at gøre brug af case-historier, eventuelt hentet fra økonomisk historie.
Som et konkret eksempel kan tages finansielle kriser. Det er mere nyttigt at studere og forudsige finansielle kriser ud fra historiske erfaringer end ved at opbygge matematiske modeller, hvor finansielle kriser forklares ved fejl i markeder, der hindrer individer og virksomheder i at handle rationelt.
Af Finn Østrup, dr. merc., tidligere professor ved Copenhagen Business School (CBS)