Degrowth: Det handler [ikke] om BNP
Opdateret: 7. dec. 2020
Degrowth, post-growth eller vækstkritik – Kritikken af vækst sidestilles fejlagtigt med et ønske om faldende BNP og recession. Derfor bliver debatten ofte kørt af sporet, før den overhovedet er kommet i gang. Lad os forholde os til indholdet i stedet for at afvise vækstkritikken på baggrund af misforståelser.
Af Joachim Peter Tilsted* og Andrea Thorup**
* Ph.d.-studerende, Lund universitet, Department of Technology and Society
** Kandidatstuderende i bæredygtig udvikling, Universitetet i Oslo
I klima- og miljødebatten fylder spørgsmålet om fortsat økonomisk vækst meget. Det er ikke overraskende, for økonomisk vækst har historisk set hængt sammen med blandt andet stigende CO2-udledninger og materialeforbrug. Som studerende med interesse for vækstkritik er vi ofte stødt på påstanden om, at degrowth defineres ved faldende BNP. Desuden fremføres det, at vækstkritikkens tilhængere fejlagtigt går direkte efter at reducere BNP i en misforstået forestilling om at stigende BNP per definition er ensbetydende med miljøødelæggelser. I denne blog adresserer vi disse to misforståelser.
Misforståelse nummer 1: Degrowth betyder negativ vækst
Når man hører ordet ’degrowth’, tænker man straks negativ vækst. Faktisk er dette blog-post skrevet på foranledning af, at en af de andre bestyrelsesmedlemmer i Rethinking Economics DK (vi nævner ingen navne, Asker) til et bestyrelsesmøde nævnte, at han ikke troede på degrowth, fordi han ikke forstod, hvorfor man var så optaget af fald i BNP. Og han er ikke den eneste. For eksempel tweetede den verdensberømte økonom Branko Milanovic forleden at ’hvis du er tilhænger af degrowth, så er dette dit øjeblik’ med henvisning til covid-19-situationens indvirkning på økonomien.
I sin nyligt udgivne Ph.d.-afhandling om degrowth har Timothée Parrique blandt andet beskæftiget sig med udbredte misforståelser om degrowth. Han viser i afhandlingen hvordan misforståelsen om, at degrowth er lig med recession eller negativ vækst går igen og igen (side 322-324). Nogle degrowth-forfattere har endda selv medvirket til misforståelsen. Navnet har i det hele taget været genstand for intern akademisk debat og nogle foretrækker i stedet andre udtryk som for eksempel ’post-growth’ [1] eller ’a-growth’ (’a’ som i ateist).
Men hvis ikke degrowth er ensbetydende med recession og negativ vækst, hvad er degrowth så? Degrowth-fortalere fremhæver, at begrebet ikke beskriver ’et alternativ til vækst (…) men til vækstsamfundet’ (Latouche, 2014: 134). Degrowth betyder altså hverken recession eller negativ vækst. Det handler derimod om aktivt at frigøre sig fra BNP og politisere spørgsmål om vækst.
Når mange degrowth-teoretikere alligevel holder fast i betegnelsen ’degrowth’, er det fordi, at det engelske præfiks ’de’ referer til en bevægelse ’væk fra’. Det betyder ikke kun ’mindre’ som i ’decline’ (en henvisning til at materialestrømme bør falde). Det henviser også til en frigørelse fra noget, som i ’dematerialize’ eller ’decolonize’. En mere eller mindre direkte oversættelse kunne være 'afvækst' som i 'afkobling', 'afvikling' og 'afkolonisering'.
I dansk sammenhæng anvender miljøorganisationen NOAH dog betegnelsen ’modvækst’ om degrowth. Og det er ganske sigende, at begrebet også benyttes af civilsamfundsorganisationer. Degrowth er nemlig ikke en tankeretning forbeholdt universitetsverdenen (som er den del, vi fokuserer på i bloggen her). Det er også et ’politisk slogan’ (Demaria and Latouche, 2019: 149), som indeholder aktivistiske islæt.
Misforståelse nummer 2: Målet for degrowth er at reducere BNP
Vækstkritikere beskyldes også ofte for at have misforstået vækstbegrebet og kritiseres for aktivt at gå direkte efter at mindske BNP. Det gælder både i den offentlige debat og er også noget, vi møder på studiet. Her er for eksempel et citat om vækstkritik fra Joachims undervisningsbog i miljøøkonomi:
Ideen om at økonomisk vækst ikke er ønskværdig er baseret på en misforståelse af vækst. Det er ikke uundgåeligt, at økonomisk vækst sker på bekostning af miljøet (Kolstad, 2011).
Argumentet går på, at det teknisk set er muligt at forøge den monetære værdi af produktionen (BNP) ved at skifte til en ’renere’ produktion. Deraf følger konklusionen, at man ikke skal bekæmpe økonomisk vækst direkte for at imødegå eksempelvis klimakrisen.
Problemet er imidlertid, at vækstkritikerne ingenlunde har misforstået dette. Faktisk er de rørende enige. Lektor i økologisk økonomi fra University of Leeds Dan O’Niell forklarer således i et oversigtsværk for degrowth, at man ikke skal gå aktivt efter at mindske BNP:
Det ville ikke være en god ide at gå efter at reducere BNP. Selvom et fald i BNP muligvis signalerer mindre pres på miljøet, siger det intet om hvorvidt den økonomiske aktivitet er bæredygtig.
På grund af de mange (læs: rigtig mange [2]) måder, hvorpå BNP er en dårlig social indikator, skal man ikke fokusere på at reducere BNP. Det hjælper ikke at ændre målet for en dårlig indikator fra positiv til negativ. I stedet mener degrowth-tilhængerne, at man skal fokusere på andre og bedre indikatorer for livskvalitet – såsom subjektiv trivsel – eller anvende en mere behovsbaseret tilgang.
Men ét er, om man har som målsætning at reducere BNP. Noget andet er om degrowth-tiltag indirekte vil føre til et fald i BNP. Her mener de fleste vækstkritikere, at selvom retningen på BNP ikke anses for at være vigtigt, vil en reel ’degrowth-transformation’ formentlig føre til fald i BNP. Pointen er dog fortsat, at det er underordnet, fordi man mener, at der er bedre og mere vigtige indikatorer at forholde sig til.
Hvor grønt er ’grønt’ er et bedre spørgsmål
Diskussionen om hvorvidt reel grøn omstilling med fortsat vækst er mulig, handler primært om to ting. 1) Hvorvidt man tror, at den nødvendige grad af afkobling mellem BNP og miljø- og klimabelastning kan lade sige gøre og 2) hvad der anses som nødvendigt, altså hvor ’grøn’ den grønne omstilling reelt bør være.
I denne sammenhæng er degrowth-fortalere meget skeptiske overfor muligheden for at opnå den nødvendige afkobling (af både historiske, biofysiske, socioøkonomiske og sociale årsager), ligesom de har stærke ideer om, hvad det vil sige at være grøn (det er eksempelvis ikke nok at reducere CO2). Degrowth tilføjer desuden et eksplicit politisk lag ved direkte at spørge, hvilket samfund vi ønsker. Det overordnede svar er et godt liv for alle indenfor planetære grænser.
Det er ved sådanne spørgsmål, debatten om fortsat vækst skal starte. Ikke ved spørgsmålet om, hvorvidt man ønsker, at BNP skal stige eller falde. Det er vækstkritikerne faktisk overraskende ligeglade med.
[1] Andre bruger flere af begreberne. F.eks. benytter Timothée Parrique ’post-growth’ til at beskrive samfundet efter en ’degrowth’-transition.
[2] Disse grunde inkluderer blandt andet at det er svært at sammenligne over tid, manglende hensyn til miljø, klima og sociale forhold, fravær af værdiskabelse udenfor markedet, den digitale økonomi og manglende skelnen mellem værdiskabelse og værdiudtrækning.