top of page

#RETHINKBANKS

 

Åbent brev fra Rethinking Economics Danmark:

Økonomistuderende på Københavns Universitet og CBS forlanger undervisning i mere realistiske teorier om bankernes samfundsøkonomiske rolle

Studerende på 28 universiteter i 11 lande har i denne uge krævet undervisning i mere realistiske teorier om både bankvirksomhed og pengeskabelse i en stor fælles kampagne. Herhjemme i Danmark har studentergrupperne Kritiske Politter og Business Unusual på hhv. Københavns Universitet (KU) og Copenhagen Business School (CBS) også skrevet til deres undervisere og/eller institutter, hvor de dokumenterer problemerne i deres respektive pensum.

De studerende motiverer: ”Med dette åbne brev, vil vi gerne belyse, at den måde, man underviser i banker og pengeskabelse på lige nu, modsiger evidens og står i kontrast til en uddannelse af høj kvalitet, som vores universitet ellers stræber efter.”

Adskillige centralbanker, inkl. den danske Nationalbanken, har entydigt beskrevet, hvordan banker skaber penge via sine udlån. Det står i kontrast til teorier fra pensum i økonomi, som bygger på en forkert forestilling om, at banker primært udlåner eksisterende opsparinger i et såkaldt brøkreserve-system, og at centralbankerne som konsekvens skulle kunne styre pengemængden fuldstændigt.

Konsekvenserne ved at undervise i forkerte teorier, er ifølge de studerende ”altomfattende for både økonomisk teori og politik.” Det specificeres: ”Teorier uden grundlæggende forståelse for penge kan i sidste ende føre til fejlagtige konklusioner og politikanbefalinger, for eksempel når det kommer til bankregulering, konjunkturer eller crowding-out-effekter af investeringer.”

De afsendte breve lister en lang række citater, som dokumenterer bankernes faktiske pengeskabelse. Citaterne stammer primært fra centralbank-publikationer, blandt andet fra Nationalbanken, Bank of England, Bundesbank, centralbankernes fællesorganisation Bank for International Settlements. I de åbne breves fremhæves ligeledes citater fra pensumlitteratur, som er i grundlæggende uoverensstemmelse med virkeligheden i finanssektoren.

De studerende har opfordret deres undervisere og institutter til at iværksætte undersøgelser af undervisningen i bankvirksomhed og pengeskabelse, så indholdet kan leve op til universiteternes akademiske standarder for, at det faglige indhold i undervisningen afspejler den seneste nye forskning.

 

Internationalt åbent brev til økonomiske undervisere

Rethinking Economics-bevægelsen har også skrevet et internationalt åbent brev til alle der underviser i økonomi. Det internationale brev er foreløbigt underskrevet af 57 økonomer, herunder Steve Keen, Jesper Jespersen og Kate Raworth, og civilsamfundsorganisationer som fx Finance Watch og Gode Penge.

 

Kontakt:

Asker Voldsgaard, Næstformand Rethinking Economics Danmark.

Tlf: +45 25140068

Email: DK@rethinkeconomics.org

bottom of page